Lidt historie

Herover er jeg på fisketur med familien. Onkel F. skimtes til venstre. Han hjælper mig få sekunder efter med at hive min første torsk indenbords.

Lidt om mig. Jeg hedder Mariane Gøtterup. Født i Rødovre. Vokset op i Rødovre og Valby.

Som voksen har jeg boet  i Valby, på Vesterbro, Hellerup, Tikøb og er nu og siden 1996 i Hornbæk.

Jeg har to voksne børn, piger, på 21 og 24 år.

Jeg er uddannet Teknisk Tegner i begyndelsen af 80'erne og arbejdede i 9 år som tegner. Jeg synes jeg skulle prøve noget helt andet, så jeg sagde op fra mit arbejde. Jeg tog på kunstdaghøjskole på Vesterbro. Tre fantastiske lærere underviste os der. Jeff Ibbo, Jan  Kiowsky og den gode Eskil Hauckrog, hvis ord jeg stadig hører når jeg arbejder med min kunst.

Groft skåret op, vil jeg beskrive det sådan at Eskil lærte os at tegne, Jan lærte os at male og Jeff lærte os at give los og ikke hænge os i bagateller. Det bedste år nogensinde. Aldrig har jeg lært så meget og så intenst.

Det ophold gav mig en billet til Danmarks Designskole linien for Tegning og Grafik, hvor Eskil også underviste. Der gik jeg i tre år. Jeg havde store forventninger til skolen, men de blev ikke helt indfriet. Første barn var blevet født, så moderskabet trak mig i en anden retning. Ud på landet til en halvtidsstilling på en stor gård med tjenestebolig og rigelig tid til lille Sofie. Nummer to kom til verden 2 år senere i Hornbæk.

Efter et par år hjemme tog jeg en uddannelse som hjemmesidebygger og arbejdede 5 år på et Kommunikationsbureau i Helsingør. Dernæst opfriskede jeg min ungdomsuddannelse Teknisk Tegner på Teknisk skole og fik straks derefter arbejde i et rådgivende ingeniørfirma, hvor jeg arbejder nu. I min fritid har jeg gennem alle tider malet billeder. Nu har jeg mere tid til det og jeg føler at jeg har fået styr på hvad jeg vil udtrykke med mine billeder og hvordan jeg skal gøre det. For mig er det at male ikke alene en måde at udtrykke mig på, det er i lige så høj grad evnen til at bestride et håndværk. Jeg elsker håndværket i det og at kende de rigtige redskaber, materialer og teknikker. Jeg begyndte at tegne som barn og var et af de børn, der fortsatte gennem teenage årene. Mit første tegnekursus tog jeg da jeg var 17 og så fortsatte det bare derfra. Akvarelkursus. Mere tegnekursus. Så lærte jeg mig selv at male med akrylmaling og derefter oliemaling. Målet gjorde jeg klart for mig selv meget tidligt. Alt dette her ville jeg være god til. Så god at jeg følte jeg havde friheden til at vælge hvilken metode som helst til at udtrykke mig med. Lige for tiden er det oliemaleri jeg sværger til.